Film

Den enkle model:

Optageteknik:

Billedudsnit?

Perspektiv?

Bevægelse?

Klipning?

Hvilken virkning har indstilling, bevægelse og klipning?

Er der stemningsskabende effekter?

Symbolik?

Brug af lys?

Farver?

Mange/få indstillinger?

 

Komposition:

Kronologisk, flash-back, x-klipning? Hurtig/langsom klipning?

Hvordan er scenen/filmen opbygget sammenlignet med berettermodellen?

 

Karakteristik af miljø og personer:

På samme grundige måde som i litterære analyser.

Indre- og ydre personkarakteristik.

Indre- og ydre miljø

 

Tema:

Hvad er scenens/filmens emne og indhold? Scenens problemstilling?

Hvilken betydning har denne scene for den overordnede billedsekvens? For hele filmen?

 

Holdning:

Hvilken holdning udtrykkes i forbindelse med scenens tema? Hvilke værdier udtrykkes?

 

 

Den avancerede model

Filmanalyse – at se på levende billeder

En film består af en række enkeltbilleder, der afløser hinanden 25 gange i sekundet. I filmanalytisk sammenhæng er enkeltbilledet normalt for lille en størrelse at arbejde med – også selv om det ofte kan være interessant at “fryse” filmbilledet og se, hvor bevidst og omhyggeligt konstrueret mange filmskabere arbejder med udformningen af det enkelte billede.

 

Indstilling – scene – sekvens

Den mindste enhed, man arbejder med i filmanalysen, kaldes en indstilling. Den består af en række af enkeltbilleder, der er optaget i kontinuerlig rækkefølge, altså uden stop af kameraet. De forskellige indstillinger kombineres til en sammenhængende handling, en såkaldt scene. Den filmiske scene er kendetegnet ved, at den foregår på samme tid og sted. Normalt vil en scene bygge videre på, hvad der tidligere er sket, samtidig med at den har et “egetindhold” og lægger op til det, der følger efter. Scenen indgår med andre ord som en del af en større filmisk handling. Flere scener udgør en sekvens. Den kan defineres som en tankemæssigt afrundet helhed, hvor én tankegang sluttes af, og en ny begynder. I modsætning til scenen kan sekvensen indeholde spring i tid og rum. Og en række af sekvenser udgør den samlede film.

 

Fortælletekniske virkemidler

1. Billedudsnit (hvor meget af motivet kan man se?)

Totalbillede

Halvtotalbillede

Halvnærbillede

Nærbillede (close-up)

Ultranærbillede

Indzooming (bevægelse hen mod motivet) udzooming (bevægelse væk fra motivet).

 

2. Kameravinkel (perspektiv)

Normalperspektiv

Frøperspektiv

Fugleperspektiv

“skæve billedvinkler”, udnyttelse af kameraets brændvidde – skabe dybde, noget fremhæves, mens noget andet gøres uskarpt eller sløret.

 

Den filmiske bevægelse

Det, der i elementær forstand adskiller filmen fra de fastfrosne fotobilleder, er bevægelsen. Det gælder både personernes fysiske bevægelse inden for billedudsnittet, men også kameraet selv. I filmen kan kameraet bevæge sig:

Travelling: kameraet bevæger sig på skinner, på en vogn eller i en bil.

Panorering: kameraet står fysik stille, men drejes vandret mod højre eller venstre.

Tiltning: kameraet står fysik stille, men vippes lodret opad eller nedad (gælder også kran, o.a.).

Zoom: i princippet svarer zoomningen til en kamerakørsel.

 

Dekorationer (lokalitet) og belysning

Disse forhold er med til at give en film dens særlige stil. Ofte bruges begge dele psykologisk eller symbolsk, fx således at de antyder en sindstilstand, der indgår som et væsentligt element i fx karakteristikken en bestemt person.

 

Montage/Klipning (overgange mellem indstillinger)

Det er klipningen (eller redigeringen), der først og fremmest skaber en bestemt stil. Klipningen eller montagen handler om den måde, hvorpå de enkelte indstillinger kan kombineres. Hvordan forbindes eller sættes de forskellige indstillinger sammen?

 

Episk klipning:

Er den enkle måde at forbinde de forskellige indstillinger på, og den skal skabe en indholdsmæssig sammenhæng og kontinuitet i handlingen.

Dramatisk klipning:

En mere dramatisk klipning kan skabes ved hyppige indklip af nærbilleder eller gennem kryds- eller parallelklipning.

Spring bagud eller fremad i handlingen (flash-back eller flash-forward).

Psykologisk præget klipning:

Klipningen har ikke kun til formål at skabe en indholdsmæssig sammenhæng i handlingen, men skal skabe bestemte følelsesmæssige stemninger hos seeren.

Tidsforkortelser, forlænget tid, eller at begivenhederne opleves fra en bestemt persons synsvinkel P.O.V. (point of view). Subjektiv klipning.

 

Lyden som virkemiddel

Filmens lydside bliver ofte glemt eller undervurderet i filmanalyse. Men det er vigtigt at opfatte lydsiden og billedsiden som to væsentlige bestanddele af det filmiske sprog.

To hovedformer for lyd:

Reallyd: den lyd, der stammer fra og har sin naturlige forklaring i det billedrum, vi ser på skærmen. Fx replikker og effektlyde (dør, der smækker, radio, der spiller etc.).

Ikke-reallyd: den lyd, der ikke umiddelbart modsvares af, hvad man ser på billedsiden. Fx filmmusik, underlægningsspeak, subjektiv lyd (vi hører gennem heltindens ører fx den knirkende trappe).

 

Den filmiske berettermodel

Den filmiske komposition er i vid udstrækning parallel med den episke komposition. Se derfor papiret om episk analyse.